Kørelæreruddannelsen

Kørelæreruddannelsen

Kørelæreruddannelsen henvender sig til dig som kunne tænke sig et afvekslende job, hvor du efter bestået eksamen og med godkendelsen i hånden, er klar til at undervise kommende bilister.​

​Du vil møde mange forskellige mennesker som du skal lære at køre bil, og ikke alle med den samme indgangsvinkel.

​At være kørelærer er et frit og selvstændigt job, men under ansvar. Regler skal følges, og derfor kræver det planlægning for at kunne følge disse.​

​Efter endt uddannelsesforløb med din beståede eksamen har du nu muligheden for at blive ansat i en køreskole, eller starte din egen køreskole.

Betingelser

Følgende skal være opfyldt inden du påbegynder din uddannelse:

(Betyder at det er ulovligt at starte inden kravene er opfyldt)​​

  1. Du må ikke de seneste 2 år have været frakendt førerretten eller fået den inddraget administrativt.​
  2. Du skal have erhvervet kørekort til personbil, kørekort til lastbil, kørekort til lastbil med påhængsvogn og til motorcykel.​
  3. Du skal også have et voksenpædagogisk grundkursus kursus (AVG) på 120 timer, eller et kursus som udløser 10ECTS point. (Se under fanen pædagogisk grunduddannelse)

​ Du skal være fyldt 24 år inden du kan få din godkendelse, og ikke være dømt for et strafbart forhold, som kan begrunde en nærliggende fare for misbrug af din stilling som kørelærer.​

​Formanden for prøvekommissionen afgør på baggrund af en straffeattest, om betingelserne er opfyldt, såfremt der er tvivl.​

​Når du er blevet kørelærer til kategori B, kan du herefter opnå kørelærer godkendelse til

kategori A, samt til C/D+E. Er du kørelærer i forvejen og ønsker at udvide din kørelærer godkendelse, så skal ovennævnte krav ligeledes være opfyldt, dog kan der søges merit for AVG kursus da du er kørelærere i forvejen.​

​For at kunne blive uddannet til kørelærer kræves det, at du har modtaget undervisning af en “Særlig godkendt” kørelærer.​ Du bliver også undervist i emner, hvor anden underviser er kvalificeret i det pågældende emne.

Prøvekommissionen​

Prøvekommissionen er nedsat af Færdselsstyrelsen pr. 1/10-2021

Vi er nu i hele Danmark samlet under en prøvekommission.​

Det er altså prøvekommissionen som til den afsluttende eksamen afgør, om du har opnået de afgørende kvalifikationer til at blive kørelærer.​

Prøveafholdelse​

Forprøven:
Denne prøve afholdes i Fredericia. Her kommer alle aspiranter til alle kategorier, og du har 1½ time til at løse forprøven til den valgte kategori.​​

Efter forprøven får uddannelsesstedet en rette master, således at du bagefter kan få resultatet af vide, såfremt du har nået at føre dine svar over, eller du har taget et billede af resultatet på din telefon.​

Forprøven afholdes i marts og september måned.​

Du får det officielle svar fra prøvekommissionen ca. 14 dage efter forprøvens afvikling.​

Den afsluttende eksamen:
Den afsluttende del foregår fra vores undervisningslokale, hvor der er 3 kørelærer aspiranter oppe pr. dag. Du skal undervise elever i teori, overhøres i egen viden, og vise at du kan instruere en køreskoleelev i skolevognen., efter en rute. Prøvekommissionen vurderer om din præstation i både teorilokalet samt i skolevognen er tilstrækkeligt til, at du består din afsluttende kørelærer eksamen.​

Du får svar med det samme, når din prøve er overstået.​

Kørelærer godkendelsen​

Kørelærer godkendelsen gælder i 5 år, dog kun så længe du har kørekort. Godkendelsen kan fornys, såfremt du stadig opfylder betingelserne.

Du skal deltage på et 5 dages efteruddannelseskursus, som du selv skal betale (Se under fanen efteruddannelseskursus). Du har selv pligt til at holde øje med, hvornår tiden er. Midtjysk Kørelærer Uddannelse afholder også disse efteruddannelseskurser.​

Du skal aflevere en ny lægeerklæring under gruppe 2 og et foto, samt dit kursusbevis for dit efteruddannelseskursus på borgerservice, hvor du skriver under på en ansøgning.​

Underviserne

Marianne Tollund
Særlig godkendt kørelærer til kategori A+B+C+D+E

​Kjeld Riis
Særlig godkendt kørelærer til kategori A + B + C+D+E​

Paw Bay
Særlig godkendt kørelærer til kategori A – B

Palle Gehlert
Særlig godkendt kørelærer til kategori A + B

Joachim Gehlert
Særlig godkendt kørelærer til kategori B

Forskellige faglærere som er tilknyttet MKU, varetager undervisningen i emner som kræver anden faglighed end kørelærer

Dine data bruges kun til besvarelse af din henvendelse.